ViKaLiKat slog dørene op i juli 2025 som en kærlig oase for hjemløse katte og mennesker, der elsker dem.

Her skaber vi trygge rammer for katte i transit. Vores mission er at give mennesker en pause fra hverdagen og katte en mulighed for en ny begyndelse.

Visionen om stedet

Visionen om stedet

ViKaLiKat er vokset ud af en livslang kærlighed til katte - og af en drøm om et sted, hvor katte og katteelskere kan mødes.


Vi ønsker at gøre en forskel for de mange katte, der står uden et hjem i Danmark – men vi ønsker også at bygge et mødested for kattefolk. For hvor går man hen, når man elsker katte? Hundefolket mødes i parker og til træning. Hestefolket i stalde og på rideskoler. Men kattefolket? Det manglede vi. Indtil nu.

Hos Vikalikat kan du:

  • Besøge de katte, der bor her midlertidigt, mens de venter på at blive adopteret
  • Nyde en god kop kaffe/te eller kold drik, samt en lækker croissant eller kage i vores hyggelige loungemiljø 
  • Være med til kreative workshops, spændende oplæg eller bare tage en pause fra hverdagen


Kattenes trivsel er altid førsteprioritet. Derfor er ViKaLiKat indrettet som en kattelounge med både ro og plads – og kattene har altid mulighed for at trække sig fra gæsterne, når de har brug for det.


ViKaLiKat har formel status som plejepension og er godkendt af Fødevarestyrelsen. Men for os er det mere end regler og rammer – det er et levende sted med omsorg, nysgerrighed og respekt for kattens natur.

Hvem står bag

Mit navn er Charlotte – og ViKaLiKat er skabt ud af en livslang kærlighed til katte – og af en længsel efter et sted, hvor katte og kattefolk kan mødes, trække vejret dybt og føle sig hjemme.


Jeg har boet på Vesterbro i over 25 år og bor i lejligheden lige ovenover ViKaLiKat, så jeg altid er tæt på kattene og stedet. Her bor jeg sammen med min 16-årige datter, der heldigvis også er ægte kattemenneske, og vores to katte, Frederik og Ronja, som begge har været en del af familien i over et årti.


Efter mange år som underviser, besluttede jeg mig for at supplere med noget helt andet og følge drømmen. Drømmen om et sted, hvor man kan gøre en forskel for hjemløse katte – og samtidig skabe et varmt og inspirerende fællesskab for dem, der elsker dem.


Hvis ikke nu – hvornår så? 

Lotte Charlotte
Portræt Charlotte

Stedets indretning

ViKaLiKat er indrettet med et blik for retro og vintage og med fokus på genbrug og upcycling af møbler. Det giver stedet identitet og et præg af noget hjemligt og af et sted, hvor tingene kan tåle at blive brugt, et sted der ikke alt for fint og hvor det er i orden at sidde på gulvet, når man leger eller nusser med en kat.


Da jeg selv fik kat, synes jeg at udvalget af kattemøbler i dyrebutikkerne var for smalt og ensformigt. I stedet begyndte jeg at upcycle gamle møbler og elektronik til kattemøbler. Det blev starten på en kreativ rejse – og det er stadig en kæmpe fornøjelse at forvandle noget gammelt og slidt til noget smukt, brugbart og kattevenligt. Langt det meste af indretningen er genbrug, enten købt brugt eller doneret – fordi vi hellere vil give nyt liv til det, der allerede findes, end købe nyt.


Retro æstetik

Jeg har en stor kærlighed til retro- og midcentury design, med sine særlige farver, former og detaljer. Der findes så mange smukke møbler fra den tid, som med enkle greb kan blive både praktiske og hyggelige for katte. Min egen upcycle produktion kalder jeg Bie-a-Cat – unikke, upcyclede møbler til den moderne kat. Som katteelsker er alle produkter lavet med øje for de behov og tilbøjeligheder som kendetegner katte. Indimellem sætter jeg møbler til salg eller laver dem på bestilling – så spørg endelig, hvis du er nysgerrig.


Bæredygtighed

Ved at genbruge eksisterende møbler, der er lavet med gode materialer i et godt design reduceres behovet for at producere og forbruge nyt. Mange af møblerne, har måske mistet værdi, fordi de enten har fået skader, er trætte eller fordi deres oprindelige funktionalitet er reduceret eller outdated (fx elektronik). Vi kan spare på ressourcerne ved at genbruge og upcycle – og så handler det også om at få øje på værdien i det, vi allerede har.

Tilladelse og tilsyn

Stedet er godkendt som kattepension/-internat af fødevarestyrelsen og efterlever lovgivning om indretning, uddannelse og tilsyn af dyrlæge, som er forbundet med erhvervsmæssigt hold af katte. 


Tilladelse til kattepension/internat fra FVST 

Tilsynsførende dyrlæge: Helena Elisha Randles.


Da ViKaLiKat serverer kaffe og snacks er stedet også registreret som fødevarevirksomhed uden madproduktion og fødevarestyrelsen fører jævnlige kontroltilsyn.


Link til fødevarestyrelsens Smileyordning: www.findsmiley.dk

Privacy policy

OK